Christianes bassinhistorie

Christiane Joern, fysioterapeut på Børne og ungdomspsykiatrisk afdeling (BUA), AUH, i Skejby, har tilsendt os denne historie fra bassinkanten omkring sine oplevelser med en gruppe med spiseforstyrrelser.

27.09.2023

Christiane Joern

5 unge kvinder (K) læner hovedet mod bassinkanten og laver cykelbevægelser i det varme vand. Storsmilende udbryder en ny deltager "Ih, hvor er det rart". De andre 4 unge kvinder nikker lige så storsmilende. Fys: Hvad er det, der er rart lige nu?

K: "Jeg føler mig vægtløs. Kroppen slapper af i det varme vand. Jeg havde helt glemt, hvor dejligt det er."

Forinden havde kvinderne store bekymringer omkring bassin-gruppen, som gennem 4 år har været en ugentlig behandlingsgruppe for patienter i alle aldre, der er indlagt i sengeafsnit 3 for spiseforstyrrelser BUA, AUH, Skejby. Gruppen ledes i fællesskab af en fysioterapeut, som er med i vandet og en pædagog eller ergoterapeut som er på kanten.

De fleste mennesker oplever en tur i svømmehallen eller til stranden som sjovt og dejligt. Sådan var det også engang for patienterne i gruppen. Inden de begyndte at gemme kroppen for omverdenen og dykke ned i spiseforstyrrelsens univers. Har man en spiseforstyrrelse kan blot tanken om at komme i badetøj være skræmmende, udløse stor angst og kropslig ubehag flere dage i forvejen.

Gruppen kombinerer hverdagsaktiviteter med fysisk og mental genoptræning, kropbevidsthedstræning, arbejder med kropsopfattelse og deltagelse i sociale sammenhænge.

Til start uddeles badetøj, T-shirts og badekåber eller andet der kan gøre det nemmere for deltagerne at konfronteres med kroppen. Efter udendørsgåturen er der "Tjek ind i krop og sind". Hver enkelt fortæller, hvordan kroppen har det, hvordan humøret er og hvilke behov der er ift. bassingruppen. Mange mærker træthed, ømhed, hoved/mavepine, tunge/hævede ben og især stor nervøsitet ift. omklædningen før og efter opholdet i vandet.
K: "Det værste er omklædningen og de få skridt fra bruseren til vandet. Når først jeg er under vand, er det dejligt, og det glæder jeg mig til. Bagefter er jeg træt på en afslappet rar måde". Ordene fra den unge kvinde beroliger og motiverer de nye i gruppen.

Vægcollage

I vandet er der fri leg, indtil alle er tilstede. Nogle svømmer baner, andre dykker eller spiller bold. Der høres ivrig pludren og høje grin, fantasien er i fuld sving med at opfinde lege, hvor vi bevæger os gennem vandet, som de havvæsener vi ser på vægcollagen.

I fællesaktivitet med Ai-chi øvelser er patienterne imponerede over, hvor krævende det er at trække vejret, når man står i vand til skulderne. De holder nærværet og nyder følelsen, når armen glider gennem det bløde vand, vejrtrækningen bliver rolig og forenet med bevægelsen. Da patienterne er undervægtige, kommer de hurtigt til at fryse. Vi sætter tempoet op med "Turbine"-legen. Vi bevæger os som et hjul og sætter vandet i turbulens. Vi bestemmer på skift om vi går, løber, hopper el. lignende og om hjulet skal stoppes ved at stå stille, eller vi lader os flyde med strømmen.

Turbine-hænder

Hvad lagde du mærke til?

Kvinderne: "strømmen kilder om benene”, ”det var svært at holde balancen”, ”jeg blev forpustet”, ”det er anstrengende”, ”strømmen rev mig med”, ”det er sjovt at flyde” eller ”der kom luftbobler op af min badedragt..."

På vej tilbage indendørs sidder vi omkring bordet, drikker et obligatorisk glas koldt vand og hver enkelt "tjekker ud", evaluerer oplevelsen. De fleste oplever, at smerterne mindskes, tunge ben føles lettere, der var ro i hovedet, der er en afslappet rar træthed.

En kvinde udskrives snart " Hjemme er det nemmere at komme afsted sammen med børnene, men jeg tror, jeg vil tage af sted alene for min egen skyld". En anden skal snart på ferie med sine forældre. "Det har hjulpet at være i vand med jer. Jeg tror, jeg kan gøre det på ferien, hvor der er en pool."

Vi andre glæder os allerede til næste uge.